Jeg er nu røgfri på 4. dagen og det er vildt skræmmende, som jeg savner mine cigaretter. Jeg er 34 år gammel og har ikke prøvet et "rygestop" før - så det i sig selv er nyt.
Jeg kommer så meget til at savne sommeraftnerne på min terrasse, med en cigaret og et godt glas rødvin.
... Men det var et wakeup call, da vores 15 årige dreng fortalte os, at han har prøvet at ryge og at han havde gjort det nogle gange... Det var nok det, som satte mine tanker i gang - at nu måtte jeg altså tage et ansvar og være et godt forbillede - dvs. at være ikke-ryger. Hvor tit har jeg ikke hørt mig selv sige til vores 8 årige datter: "lige et øjeblik - jeg kommer når jeg har røget".. og til drengene, sige: "I starter bare på lektierne, så kommer jeg, når jeg har røget".. :-/ Hmm tankevækkende...
Jeg er også bange for at tage på, så jeg har erstattet cigaretterne med frugt og grønt - som jeg spiser i stride strømme. Og så forsøger jeg at fokuserer på, at det er min hjerne som prøver at bilde mig ind, at jeg vil ryge - men at JEG godt kan modstå det - det er MIG der bestemmer om Jeg vil ryge - og det VIL jeg IKKE!
Men F... det er hårdt !!!! Jeg tænker på cigaretter HELE tiden - NON stop...
Håber jeg klarer den... Det SKAL jeg - for min skyld - min mands - vores skønne børn og fordi, at jeg vil være gammel og grå - UDEN rygerlunger... :-)